Skrevt d. 20.09-2022

En charmerende familiehund

Den franske bulldog er en populær hunderace, som findes i utallige hjem ikke kun i Danmark, men i hele verden. Det er en race, der har en hel anden fortid, end hvad den kendes for i dag – og så har den været ved at uddø et par gange, men er nærmest genopstået og nu populær som aldrig før. Det er en oplagt hund hvis du som førstegangshundeejer leder efter den nemme hund, der passer perfekt i størrelsen til at komme med alle steder, og som samtidig er nem at træne og elsker alt og alle i hele familien, store som små. 

Alt Du Skal Vide Om En Fransk Bulldog

Racestandarder

Den franske bulldog er en hunderace, der adskiller sig en smule fra andre hunderacer i udseende. Den har et kortere snudeparti, store mørke øjne og en kompakt bygget krop, hvilket er det som mange er faldet for, og som gør den en smule mere nuttet at se på.

Højde:

30-32 cm.

Vægt:

8-14 kg.

Farver: 

Fawn eller brindle, altså naturlige solide farver, der kan have ingen, mindre eller større hvide aftegninger. 

Udseende

I racebeskrivelsen står der med fed skrift på øverste linje, at det er vigtigt at kroppens proportioner er således, at længden er en anelse længere end højden, og at næsepartiet er 1/6 af hovedets dybde. Og det er da også lige præcis det, der kendetegner en fransk bulldog.
I meget grove træk har den en tætbygget krop med korte ben og et fladt snudeparti sammenlignet med mange andre hunderacer. Men der er også små finurligheder ved racens udseende, som gør den let at genkende:

Panderynker 

Hovedet må gerne danne en del folder, faktisk jo flere folder, jo bedre. Her er det dog vigtigt, at alle folder symmetriske, og at dybden ikke er overdrevet. Det afkortede næseryg forstærker folderne og gør, at øjnene står lidt længere fremme i hovedet, men stadig med et godt mellemrum og mørke aftegninger omkring. 

Særligt næseparti 

Den franske bulldog har været årsagen til en hel del debat netop grundet det korte næseparti. Det kan give anledning til manglende evne til at trække vejret tilstrækkeligt og give gener.
Dog er der nu et stort fokus i avlen på at få lidt længere snuder igen, hvoraf de sundhedsmæssige aspekter bliver forbedret uden at gå på kompromis med den gode familiehunds væsen. Derfor kan der ikke avles på en fransk bulldog, der har et for kort næseparti, der påvirker vejrtrækningen negativt. 

Store og stærke ører 

Ørerne kan sammenlignes med de hunde, der er større og mere flagrende. Der er her tale om meget store og kraftige opretstående og trekantede ører med blide rundinger. Det giver et udtryk af en hund, der er opmærksom, og som har radarerne ude 24 timer i døgnet, hvilket egentlig nok også er meget passende til naturen for en fransk bulldog. 

Manglende hale 

Når du kigger på en fransk bulldog, så har du måske undret dig over, hvor halen er blevet af? Den er nemlig mere eller mindre ikkeeksisterende – og så alligevel lige lang nok til at dække anus. Dette er det eneste sted på hunden, hvor der accepteres en led asymmetri, for halen kan sagtens være skæv og lidt krøllet.
Nogle halehvirvler, og ryghvirvler for den sags skyld, kan på en fransk bulldog godt være groet sammen, hvilket betyder, at den faktisk slet ikke kan logre.

Begrænset med pelspleje 

Det er ikke meget, der skal til, når det kommer til at pleje en fransk bulldog pels. Den er tætsiddende og kort og vil fælde begrænset.
Alligevel skal der måske lidt ekstra til i forår og efterår, når hunden skifter fra sommerpels til vinterpels og omvendt. Her kan børstning forkorte fældeperioden og forhindre en masse løse hår, der ligger rundt omkring i hele hjemmet.
De mange folder i huden, som en fransk bulldog ofte har, kræver dog lidt ekstra opmærksomhed, da der kan udvikle sig bakterier og svamp i varme og fugtige folder. Et bad i ny og næ er derfor nødvendigt, ligesom at de dybe furer fra dellerne skal holdes fri for snavs og skidt.

Historien om den franske bulldog 

Det oprindelige navn for den franske bulldog er en Bouledogue Francais, hvilket ganske enkelt betyder fransk bulldog direkte oversat til dansk. Det betyder dog ikke, at den oprindeligt stammer fra Frankrig, men racen er først registreret i Frankrig, efter at de har været taget med i forbindelse med indvandring til Normandiet.
Tidligere har racen været anvendt til tyrekampe i Spanien og området der omkring sammen med sine fætre og kusiner, som du måske mest af alt kender som mastif eller engelsk bulldog. Heldigvis skal en fransk bulldog ikke længere være i stand til at skade en tyr som underholdning, og i stedet er racen blevet avlet til at være en fantastisk selskabshund. 

På randen til at uddø 

Både under 1. verdenskrig og 2. verdenskrig, har den lille franske bulldog været meget tæt på at uddø. Til trods for at den mere eller mindre altid har været en populær race, så var det ikke selskabshundene, der var i høj kurs under krig og besættelse. Heldigvis har ihærdige avlere været i stand til at samle op på genpuljerne igen og få udbredt racen med de samme racestandarder. Hver eneste gang er den franske bulldog faldet direkte ind i menneskenes hjerter. 

En godmodig selskabs- og familiehund 

Selvom en fransk bulldog er kendt for at være en smule egenrådig og eventyrlysten, så er det en fantastisk familiehund, der er nem at træne og som egner sig særdeles godt til de hundeejere, der endnu ikke har erfaring med hunde. Til trods for at den gerne knytter sig mest til en enkelt person i familien, så er den imødekommende overfor alle andre, både børn, andre hunde og fremmede der måtte komme ind for dørtærsklen.
Den skal nok sige til, hvis der er fare på færde, men det nuttede temperament, som mange knuselsker verden over, har et ry for at være godmodig overfor selv de mindste børn. Racen er fantastisk til at tilpasse sig omgivelserne, så længe den er velstimuleret både fysisk og mentalt. 

En hund der sover mere end andre 

Når der er tale om fransk bulldog, er der også tale om en hund, der sover gennemsnitligt 2 timer mere i døgnet, end hvad der gør sig gældende for andre hunderacer. Her mener forskerne, at der er tale om et problem, der opstår som følge af den forkortede snude og dermed også en mere ringe iltning af blodet.

Den forlængede sovetid i løbet af dagen gør ikke, at du kan forvente, at hunden lever længere. For faktisk lever Fransk Bulldog færre år end gennemsnittet måske grundet samme årsag. Det er altså derfor ikke nødvendigvis, fordi din hund er mere træt direkte, men fordi den ikke kan omsætte energien på samme vis, som når der er tale om hunderacer med længere snuder. 

Fransk Bulldog Søvn

Begrænset med motionsbehov 

En fransk bulldog vil som oftest meget gerne være med til alle aktiviteter, der sker sammen med familiemedlemmerne. Der er dog ikke tale om en hund, der har en masse krudt, der skal brændes af hver eneste dag, men den har et moderat behov, hvor daglige gåture og leg i haven kan være tilstrækkeligt for at opfylde de fysiske behov.

Du vil heller ikke ønske dig en fransk bulldog, hvis du leder efter en hund, der kan komme med på løbeture og leve det fysisk aktive liv. Der er ikke mulighed for at løbe lange distancer med hunden, da udholdenheden er begrænset og i kraft af, at det kan være ekstra svært for hunden at komme af med overskydende varme. 

En hund med lidt særlige behov 

Når der er tale om særlige behov, er det ikke så meget i sammenhæng med det mentale, men mere det fysiske der gør sig gældende. En fransk bulldog har nemlig en hel del genetiske problemer, som der skal tages forbehold for.
Mest af alt er det grundet den forkortede snude, at der er lidt ekstra sundhedsmæssigt, som eksempelvis at hunden kan have svært ved at regulere temperaturen, hvilket gøres gennem munden. Den kan også have gener omkring øjnene, og at den snorker som følge af manglende plads til den bløde gane bagerst i halsen, som ikke har fulgt med i takt med, at næsen er blevet kortere ved avl.

Klog hund, der er nem at træne 

Den franske bulldog er en kvik hund, der hurtigt gennemskuer, hvad det er, du gerne vil have den til. Den er opmærksom på det meste og vil gerne arbejde for lækre godbidder. Den rette træning, der er målrettet, konsekvent og varierende, vil derfor nemt give en velopdragen hund, der kender til en hel del kommandoer og er lydig ved kontakt.
Dog er det også en selvstændig hund, der elsker at udforske verden, og dermed kan den være let at distrahere, ligesom den gerne finder sine egne løsninger på de udfordringer, den står overfor. Mental aktivering er derfor en god idé at tænke i hverdagen for en velafbalanceret og lydig hund. 

Konklusion

En fransk bulldog er en fantastisk selvskabshund med en meget stor charme, der som tommelfingerregel elsker alle i familien. Den har behov for lidt ekstra opmærksomhed i forhold til træningen af indkald, da den meget gerne finder sine egne veje.
Der er her tale om en hund, der ligeledes har brug for daglig mental aktivering, men ellers ikke stiller de store krav til motion. Dog har den tendens til at blive overvægtig, så foderet skal der være styr på, og den skal bevæge sig tilstrækkeligt.