Skrevt d. 21.09-2022

Den perfekte guide til vask og pleje

En fransk bulldog kræver vask og pleje. Der er her tale om en hunderace, der i modsætningen til så mange andre, har lidt særlige behov at tage hensyn til. Der er gerne lidt ekstra deller på en fransk bulldog, der skal renses op i for ikke at udvikle sig til gener, ligesom det er en hund der genetisk er disponeret for irritationer og eksem i huden.

Vask og pleje er derfor nødvendigt, for at din franske bulldog først og fremmest ser ren og pæn ud, men også for at der ikke bliver irritationer og skader, der bliver et problem for hund, men også ekstra arbejde til dig som ejer. 

Vask Fransk Bulldog

Start tilvænningen til et bad tidligt 

Hvis du har muligheden for det, så vil du i høj grad takke dig selv for, at du startede tilvænningen og processen med at give et bad i en tidlig alder. Det er langt nemmere for hunde at vænne sig til nye tiltag, hvis det sker, mens de er hvalpe og stadig har en stor tilpasningsevne og indlæring. For du kommer ikke udenom, at din franske bulldog skal vaskes i ny og næ, både fordi den som oftest er glad for at blive beskidt, men også for at passe bedst muligt på huden. 


Hvor ofte er det nødvendigt med en vask? 

Som udgangspunkt bør din franske bulldog ikke vaskes for ofte. Der sidder sundt fedt på overfladen af hud og pels, hvilket både beskytter huden, men som også nærer hårene. Alligevel er det samtidig også mange gange nødvendigt med et bad, særligt fordi at en fransk bulldog har nogle gode folder og deller, der har behov for at blive renset op med passende produkter.

En fransk bulldog bør vaskes hver anden måned. Der bør i hvert tilfælde gå minimum 4 uger imellem hver vask, hvor der anvendes rensende produkter, netop for ikke at tørre huden ud og gøre den endnu mere sårbar overfor gener. 


Derfor er det nødvendigt at vaske din franske bulldog

En fransk bulldog har gode hudfolder, der bliver varme og fugtige på ingen tid. Her kan der samle sig skidt, og uden den rette udluftning vil der opstå klynger af uhensigtsmæssige bakterier samt svamp.
Først og fremmest vil det kunne komme til at lugte, men det kan også gnave sig ind i hundens hud, give kløe, smerter og udslæt. Det er derfor nødvendigt at holde folderne rene særligt på den årstid, hvor der er ekstra snavs og skidt i omgivelserne. 


Sådan vasker du din franske bulldog 

Det er ikke svært at vaske din hund, såfremt at du har startet træningen i en tidlig alder. Det bør være en del af en rutine at komme i bad i ny og næ. Få eventuelt hjælp til hundevasken de første gange, da det i nogle tilfælde kan være rart med en ekstra hånd. 


De rette produkter

Først skal du finde de rette produkter at bruge. Der bør her være tale om en mild sæbe eller shampoo beregnet til hunde og ikke mennesker, da pH værdien er forskellig. Det skal gerne være en sæbe der er beregnet til en sart hud, så ikke du generer din franske bulldogs hud mere end højest nødvendigt. 


Har du et badekar? 

Der findes enkelte steder, hvor der er hundebad tilgængeligt. Her vil der oftest være alle de ting, du skal bruge for at få din franske bulldog op i højden, sætte den fast og både vand samt hårtørrer tilgængelig. Tænker du ikke, at dette er den rette løsning, så kan du heldigvis også gøre det derhjemme.

Hvis du har et badekar, så er det klart den bedste løsning, når du skal have styr på din hund. Sørg for at lægge et skridsikkert underlag i bunden og undlad at fylde vand i.
En brusekabine eller svømmepool i haven kan selvfølgelig også klare opgaven – og endda også en større køkkenvask hvis dette føltes nemmere. 

1. Tænd for vandet 

Når du har fået din hund på plads i badet, så er det egentlig blot at tænde for vandet. Det skal gerne være håndvarmt og hverken for koldt eller for varmt – og måske endda en smule lavere temperatur end når du selv går i bad. Brus din franske bulldog over og se, om der skulle være reaktioner, der indikerer, at det måtte være nødvendigt at regulere temperaturen. 

2. Tilfør plejeprodukter 

Når din hund er blevet våd, er det tid til at tilføre de produkter, du skal bruge til at rense både hud og pels. Put en smule til håndfladen, og kør det i blide bevægelser rundt på hele hudens krop, men undgå ører, øjne og snude samt andre åbninger. Masser blidt og sørg for at komme ind i de mange små folder, hvor der kan være ekstra brug for antibakteriel sæbe. 

3. Skyl grundigt efter 

Når du har vasket din hund med blid sæbe og renseprodukter, så skal du sørge for at skylle alt helt og aldeles af igen. Der må ikke sidde nogle rester fra de produkter, du har anvendt, da det kan give gener på meget kort tid.
Skyl gerne din hund flere gange, og kom ned i alle revner og folder. Brug gerne hænderne til at gnide overskydende produkter tilstrækkeligt væk. 

4. Tør hunden godt 

Det er ikke sikkert, at hverken hunden eller dig synes, det er en god idé med en føntørrer eller lignende til at blive helt tør efter et bad. Det er dog vigtigt at en fransk bulldog bliver helt og aldeles tør hurtigst muligt for at forebygge svamp i hudfolderne.
Sammenlignet med andre hunde, der ikke har det samme behov, så skal du tørre din hund med håndklæder, der har en god sugeevne. Sørg for at komme grundigt ned i alle folder, og lad dem eventuelt lufttørre ved at løfte op i huden for en stund. 

Bad Fransk Bulldog

Anden nødvendig personlig pleje til din hund 

Det er ikke kun en vask, der kan shine din franske bulldog en smule ekstra op. Det er nødvendigt at tage et kig på hundens tænder i ny og næ, ligesom at kløerne skal holdes tilstrækkeligt korte, såfremt de ikke slides nok, når den løber rundt i løbet af dagen.
Yderligere er der tider på året, hvor der er brug for lidt særlig pelspleje som forår og efterår, når hunden smider hhv. sommerpels og vinterpels. 

Negleklipning 

Lange negle er ikke godt for din hund. Den vil komme til at gå uhensigtsmæssigt, der kan give spændinger i hele hundens krop. Neglene skal gerne være sådan, at når du ser hunden gå på et trægulv, skal du ikke kunne høre, at hunden "klikker" med neglene mod underlaget.
Hvis du er usikker på at skulle klippe hundens negle, når det er nødvendigt, fordi du er bange for at klippe for langt ned, så kan du få hjælp fra dyrlægen eller en groomer, der ved, hvordan det skal gøres. 

Tandrensning 

Alle hundes tænder, uanset om der er tale om fransk bulldog eller ej, har brug for at blive renset, da tænderne ikke bliver brugt på samme måde, som de er beregnet til. De får serveret maden dagligt, og her er der tale om mad helt fri for knogler og andet, der kan slibe tænderne. Derfor har du også et ansvar for at få renset hundens tænder, og igen gør det sig gældende, at jo tidligere du starter, jo bedre. 

Hundens tænder kan renses med en tandbørste specielt designet dertil, eller du kan besøge dyrlægen og få en tandrens i narkose præcis på samme vis, som hvis du selv skulle op til tandlægen for at få renset tænderne. 

Børstning 

Særligt forår og efterår er der gerne hundehår overalt. Årsagen er ikke, at din hund er blevet syg, men er en hel naturlig del af dens årlige cyklus. En fransk bulldog skifter nemlig fra sommerpels til vinterpels og ligeledes fra vinterpels til sommerpels.
Det er en overlevelsesevne, hvor de vilde hunde eller ulve, som vores domesticerede familiehunde nedstammer fra, smider hele frakken to gange årligt. De skifter pelsen ud med en ny vandafvisende pels, der er tilpasset til et temperaturskifte.

Forår og efterår er det derfor en god idé at hjælpe hundens pels på vej ved jævnlig børstning. Dette kan gøres med forskellige børster, der kan købes til korthårede hunde fra dyreshoppen, eller det kan klares med en fugtig klud. Det vil også gøre, at processen med pelsskiftet forkortes, så der er mindre rengøring med de mange små hår i hjemmet. 

Har du ikke selv modet til den personlige pleje? 

Såfremt du ikke selv har mod på den personlige pleje af din franske bulldog, er der heldigvis en del derude, der gerne vil hjælpe. En hundesalon findes der med garanti også i nærheden af dig, og her er det ikke, fordi at den franske bulldog skal trimmes, men en groomer kan hjælpe dig både med faciliteter og viden omkring hundevask, pelspleje, klipning af kløer og rensning af tænder.